Branding af det nye Viborg Museum starter allerede, før bymuseet står færdigt. Det sikrer museet de nødvendige midler til at finansiere drømmen om at formidle en overset del af Danmarkshistorien.
Viborg Museum har en historie, der trænger sig på. En historie, der har betydning for det Danmark, vi kender i dag. En historie, der er nødt til at komme frem i lyset.
Det er grunden til, at Viborg Museum traf en modig beslutning, og i 2017 flyttede de ud af lokalerne på Hjultorvet. Fra 2017 til ca. år 2021 skal museet indsamle 24 millioner kroner til opførelsen af det nye museum, der skal åbne i Viborgs tidligere landsretsbygning.
Et opsigtsvækkende prospekt
Viborg Museum og Creative ZOO har sammen realiseret drømmen om at lave et anderledes og opsigtsvækkende prospekt til Nyt Viborg Museum. Prospektets fornemmeste opgave er at skille sig ud ved at pirre til nysgerrigheden. Derfor valgte vi at udgive prospektet som et magasin, hvor vi kan arbejde med at formidle historien om Nyt Viborg Museum gennem både ord, billeder og design.
”Magasinet for Nyt Viborg Museum har været spændende at udvikle og designe, fordi museet har en vision og historie på hjertet. Viborg har spillet en central rolle ift. emner som kongemagt, kirkemagt, retsvæsen og demokrati i Danmark. Men den vigtige historie, kender vi danskere ikke til – endnu,”
siger Marie Bysted-Sandberg, Managing Partner ved Creative ZOO.
Magasinet behandler visionen fra flere vinkler og niveauer. Prospektet kommer selvfølgelig også omkring, hvordan museet bliver, hvad man kan opleve og hvilke udstillinger, der skal være. Det giver fondene en fornemmelse af det museum, der er i gang med at blive skabt. Kommunikationen foregår i øjenhøjde og med et stærkt visuelt udtryk. Det er bl.a. med til at sikre, at lokal befolkning også bakker op om museet.
Godt på vej
Resultatet er et prospekt, der skiller sig ud i mængden og får fondene til at stoppe op og åbne magasinet. Prospektet har indtil videre været med til at sikre Viborg Museum 7 mio. (midten af 2018) og åbne en dialog med flere fonde.
Nyt Viborg Museums visuelle identitet er udviklet af Kong Gulerod Reklamebureau.