Det er ikke kun det faktum, at luften er tyk af ord over Allinge under hele Folkemødet, der virker overvældende. Kampen om din opmærksomhed og din deltagelse er både intens og allestedsnærværende. Alle prøver at “sælge” budskaber og “billetter” til de mange gratis arrangementer, der foregår på samme tid. Som deltager på Folkemødet bliver du således udsat for et sansebombardement, der får de mere end 5000 kommercielle budskaber vi som forbrugere udsættes for dagligt til at virke som et silent retreat på et kloster… også selvom de fleste budskaber under folkemødet netop ikke er kommercielle.
Set med marketing-briller
Midt i al begejstringen over diskussionslysten og den levende debatkultur, melder der sig imidlertid en lille party-killer-stemme inde i mit kommunikations- og marketinghovede… Hvad er kontaktprisen på alt det her? Har de tænkt over return on investment (ROI)? Er der nogen, der måler på effekten? Og kunne de enormt mange penge, der bliver brugt på Folkemødet, bruges bedre og mere effektivt på en anden måde?
Faktisk er jeg bekendt med en stor virksomhed, som tidligere har været meget synligt tilstede på Folkemødet, som netop på baggrund af deres evaluering valgte at trække sig som arrangør, fordi de kunne opnå mere målbar værdi ved andre events og aktiviteter.
Når jeg kigger på Folkemødet med marketing-effekt-briller, er det naturligvis ikke den enkelte deltagers udbytte jeg tænker på, da næsten alt indhold netop er gratis. Det er de mange organisationer, institutioner, partier og virksomheder, som alle investerer massivt i at fremme deres sag og synspunkter. Kunne de fx have brugt de samme penge mere effektivt på digitale kampagner med AdWords, Retargeting og Real Time Bidding frem for at dele løbesedler og bolcher ud på hovedgaden i Allinge?
Jeg ved godt, at det er lige så utilgiveligt som at bande i kirken, hvis man fremfører den slags kætteriske økonomiske betragtninger midt i en fejring af folkestyret, debatten og det levende ord. Under Folkemødet er føles det som om, debatkulturen og synspunkterne har ligget spæret inde hele året som lava under en vulkan. Hvis man kigger på begivenheden med medieplanlægningsbriller, kan man derfor sige, at der er tale om en burst-strategi (en strategi hvor hele mediebudgettet samles og brændes af i én samlet kampagne for at opnå højt medietryk).
Folkemødet er et kapløb om opmærksomhed mellem organisationer, partier og foreninger. Det betyder, at de bruger mange penge på at tilrettelægge og gennemføre et spændende og varieret program for at få “kunder” i butikken. Desuden skal teltene bemandes med en hel hær af smilende facere, kaffebryggere, ordstyrere og teknikere, som kan sørge for at alt klapper og kører perfekt.
Dyrskue for stemmekvæg
Folkemødet er et kæmpe dyrskue for stemmekvæg og alle mennesker af racen homo politicus. Det er stedet, hvor lobbyister, politikere, foreninger og alle tænkelige former for interesseorganisationer taler om, hvordan fremtiden skal se ud inden for store og vigtige områder som sundhed, infrastruktur, militær, arbejdsmarked, byggeri, uddannelse, skat, medier, forsikring, fødevarer, CSR, flygtninge, fattigdom, folkesundhed, byudvikling, innovation, IT-sikkerhed og en LANG række andre områder.
Der er plakater, megafoner, optog og facere med løbesedler, som prøver at fiske lydhøre sjæle blandt de ca. 20.000 deltagere. Maddingen er flyers, bolcher, postkort, brochurer, T-shirts, hatte, kuglepenne, vandflasker og mange andre former for give-aways, som enten ender i papirkurve, på gader og stræder eller i maven på modtagerne.
Flere CEOs på FM17
Ifølge en netop offentliggjort analyse, er antallet af CEOs der deltager på folkemødet steget fra kun 5 stk. i 2011 til hele 273 i år. Og i dagene op til FM17 bragte Børsen ligefrem en guide til erhvervsfolk, der skulle til Bornholm. Her kunne man bl.a. læse, at det var OK med den lyse og sommerlig habitjakke, men at man endelig ikke skulle lade sig gribe af stemningen og iføre sig shorts.
Men hvorfor forlader alle disse direktører deres trykke hjørnekontorer og rejser ud midt i Østersøen? Mit gæt er, at de ikke er der for at fange krabber og spise røgede sild. De er der naturligvis primært for at debatere med forskerne, politikerene, journalisterne, lobbyisterne og NGOerne om samfundsudvikling, lovgivning, etik, markedsmekanikker og rammebetingelser. I min optik kan Folkemødet fungere som et meget værdifuldt reality-tjek, hvor CEOs og andre erhvervsfolk kan få inspiration, input og nogle vigtige pejlemærker, som de skal bruge i deres daglige arbejde.
Er det pengene værd?
Overordnet set er jeg ikke i tvivl om, at FM17 har givet masser af mening og værdi for det danske samfund. Jeg er mere i tvivl om, hvad jeg skal sige, hvis en af mine kunder spørger, om jeg vil råde dem til at gå aktivt ind som deltager i Folkemødet…
Fakta:
Idéen til folkemødet stammer oprindeligt fra Sverige, hvor man hvert år siden 1982 har afholdt den politiske debatfestival Almedalsveckan i Visby på Gotland. Det er lidt uklart, hvem der tog initiativ til at overføre idéen til Bornholm, men Bertel Haarder var en af drivkrafterne, som tog kontakt til Bornholms daværende borgmester.
Det har været en fast kritik af Folkemødet, at det er blevet overtaget af erhvervsledere, forskere, politikere, spin doctorer, lobbyister og andre professionelle meningsdannere. Man siger derfor ofte, at det eneste, der manglede på FOLKEmødet, er “folket”. Af samme grund bliver Folkemødet også lidt kærligt kaldt DJØFstortion, med henvisning til musikfestivalen Distortion, som tidligere på sommeren indtog Københavns gader.
