Aarhus Teaters program for sæsonen 2017/2018 udfordrer dig til at se tingene på en ny måde. Er du klar til at blive overrasket?
Ser du fx kun en smuk kvinde på forsiden? Så se efter igen. Hun har både klør, en djævel på skulderen og i den orange farve gemmer sig endnu et ansigt – der skriger ud til læseren.
2017/2018 programmet bygger videre på programmet fra 2016/2017, men i år med et anderledes og udfordrende tema: Se på ny, som er en fortolkning af den klassiske teatermaske. Med de mange detaljer formår programmet på fornemmeste vis at pirre og prikke til nysgerrigheden – særligt hos den gruppe som ser teatret som støvet.
Skuespillerne i scenelyset
Til 2016/2017 programmet udviklede vi en specialdesignet skrifttype. Skrifttypen har igen i år været under designluppen og har fået tilføjet minuskler (som små bogstaver hedder på designsprog) til familien. Det gør skriften endnu mere brugbar i flere sammenhænge og ikke mindst læsevenlig.
Midt i programmet åbner siderne sig som en harmonika, hvor Aarhus Teaters skuespillere får fuld fokus. Bagsiden prydes med et af Aarhus’ vartegn - teaterets gamle, storslåede og unikke bygning i et orange skær.
Teateroplevelsen i trykt format
Resultatet er et program, der er klassisk uden at være kedeligt. Det er moderne uden at være minimalistisk. Det vækker opsigt uden at skrige. Det rummer teateroplevelsen og alle dens facetter i et trykt program.