czoo

"Bullshit-ordbogen"
Den digitale verden


Creative ZOO har lavet en ordbog som en oversættelse til de mange og til tider uforståelige begreber, der er i den digitale verden. Creative ZOO har lavet en ordbog som en oversættelse til de mange og til tider uforståelige begreber, der er i den digitale verden.
Se næste artikelSe mere

En ordbog til forståelse af de mange ”bullshit-ord” på det digitale område

Blog, Camilla Regina Andersen

Meta description, engagement rate, SEO, retargeting og hashtags. Begreberne på det digitale område er mange og til tider uforståelige. Bare rolig, vi præsenterer her vores ”Bullshit”-ordbog nummer to (Læs "Bullshit"-ordbog nummer et med fokus på bureausproget ). En oversættelse og forklaring, der kan hjælpe dig med at navigere i denne verden. 


God fornøjelse!

 

"Bullshit"-ord i Den digitale verden:

Algoritme

Meget forenklet kan det forklares således: Algoritmen er formlen bag f.eks. Google og Facebook. Det er algoritmen, der bestemmer, hvilke resultater, der står øverst på Google, og hvilke opslag, du ser på Facebook. Det er altså den regel eller ligning, der i teorien, sørger for, at det er de mest relevante resultater, du ser.

Boost (på Facebook)

Boost-funktionen på Facebook er en simpel måde, du kan bruge til at annoncere for de opslag, du allerede har lavet. Det tager kun få sekunder, og så hjælper Facebook dig med at komme ud til personer, som ellers ikke ville se opslaget. Hvis man vil arbejde seriøst med Facebook-annoncering, kræver det andet end boost, men i en snæver vending, er det både hurtigt og nemt. 

Clickbait

Clickbait er en ekstra lokkende overskrift eller titel på et link, som kun har til formål at få dig til at klikke på linket. Ofte er nyheden slet ikke så spændende som overskriften antyder. Eksempel: ”Han troede, at hans kat var gravid. Du gætter aldrig, hvad der så skete.”

GIF

GIF’er er små video-/billedsekvenser, der fungerer som kommentarer. En slags metafortælling. En video af en glad baby kan f.eks. udtrykke umiddelbar glæde. En samling af GIF’er kan fortælle en hel historie i sig selv og er her og der og alle vegne.

#hashtag

Hashtags er en ekstra forklaring og kategorisering af/ til dit indhold. Du kan både bruge den som en metakommentar, til at tale ind i en debat og til at samle indhold (f.eks. tweets) fra et event. Den såkaldte havelåge har medført en masse uskrevne regler om, hvordan man bruger den og ikke bruger den, men en ting er sikkert: den figurerer mest på Instagram og Twitter. Her kan du også bruge den til at søge og følge emner/billeder med samme hashtag. #havelågerftw!

Influencer

Influencer marketing er blevet det nye sort. Virksomheder og organisationer benytter sig af personer med den rette målgruppe og velbesøgte profiler på de sociale medier – særligt Youtube, Instagram og blogs som medie, når et produkt skal promoveres. Virksomheder får gennem influencers mulighed for at kommunikere deres budskab, uden at det ligner almindelig annoncering. Og derigennem udnytte, at en anbefaling fra en, som man følger, kan betyde meget, når der skal trykkes køb.

Konverteringsrate

Udtrykket bruges ofte som udtryk for, hvor mange der foretager et køb på din hjemmeside, i forhold til hvor mange der besøger den. Det er primært webshops, men gælder også for andre brancher, hvor man ikke kan købe direkte på hjemmesiden.

Link i BIO = Instagram-udtryk

Du har helt sikkert prøvet det. Du ser et billede på Instagram, læser beskrivelsen og bliver mødt af ”se mere i link i bio” … og tænker hvad!?! Bare rolig, det betyder blot, at man skal tjekke hjemmesidelinket på brugerens profil for at få det hele med.

Meta description

Det er den lille snip tekst, som du ser på søgesider (f.eks. Google), når du har søgt på et bestemt ord. Meta description er vigtig for dit content på hjemmesiden, og du skal selv lave den i dit CMS-system. Hvis den ikke er der, tager søgemaskinen en mere eller mindre tilfældig del af indholdet på siden og viser det.

Organisk trafik

Organisk trafik er besøgende på din hjemmeside, som ikke har klikket på en annonce, for at komme til hjemmesiden. Det er altså trafik, som du ikke betaler for. Omfanget af organisk trafik kan være indikator for, hvorvidt du producerer det rette indhold eller ej.

Retargeting

Det er når du målretter dine annoncer på f.eks. sociale medier direkte mod dem, der har besøgt din side. Det er effektivt, da du dermed kun bruger annoncekroner på dem, som har stiftet bekendtskab med dig i forvejen, og det hjælper kunder med at huske, hvem du er.

SEO (Search Engine Optimization) / SEM (Search Engine Marketing)

SEO (på dansk: Søgemaskineoptimering) er en fælles betegnelse for tekniske eller tekstuelle tiltag, der er med til at gøre dit website mere søgbart på f.eks. Google, og på en måde forbedre dets placering, når det gælder de organiske søgeresultater. Målet er at være blandt de første resultater, når der bliver søgt efter bestemte ord, der definerer jer som virksomhed. Derfor er det også vigtigt at bruge de korrekte *søgeord. Kort forklaret er SEM betalt SEO - altså hvor du betaler for trafikken til din hjemmeside. 
*Se under S, for uddybende forklaring af "bullshit"-ordet søgeord .

Sponseret indhold

Kort fortalt, så er sponsoreret indhold, indhold som en virksomhed har betalt for, at du skal se. Det kan f.eks. være i en avis eller på sociale medier, hvor det næsten ikke kan undgås, at du bliver eksponeret for et eller flere sponserede opslag. Nogle gange er de så godt camouflerede, at du næsten ikke lægger mærke til dem.

Søgeord

De rette søgeord gør, at det er din annonce, dit produkt, eller din hjemmeside, der kommer frem, når folk anvender de valgte søgeord i deres søgning på f.eks. Google. Med de rette søgeord får du mere trafik. Et tænkt eksempel er; hvis alle søger på ”lejligheder”, men du skriver ”boliger” på din hjemmeside, så har du valgt det forkerte søgeord.
*Se under S for forklaring af  SEO/SEM - organisk og betalt trafik.

Viralt/ Når noget går viralt

Når dit indhold spredes og deles på rekordtid (især på sociale medier) og af rigtig mange på en gang. Det kan f.eks. være en video eller et opslag, der bliver overraskende populært og derfor når vidt ud.

En brøkdel fra den Digitale verden

Denne ordbog er kun en brøkdel af de utallige udtryk, der gør sig gældende inden for den digitale verden. I en flygtig og digital verden ser nye trends og ”bullshit”-ord dagens lys hurtigere end nogen af os kan følge med. Denne ”bullshit”-ordbog kan være din parlør og guide til at navigere rundt i den digitale verden.


… I mellemtiden brygger vi på flere ordbøger – for der er masser af ”bullshit” i verden.

Andre har også læst...
Martin Rask Pedersen er Senior Copywriter, Creative Lead og partner hos Creative ZOO
Martin Rask Pedersen

Senior Copywriter,
Creative Lead, Partner
+45 52 100 503
mrp@czoo.dk

Er du nysgerrig på, hvad Creative ZOO laver? Giv Martin et kald.