ROI, font, CTA og CVI. Fancy ord og usigelige forkortelser bruges ofte ude i bureauverdenen og kan få enhver besøgende til at ligne et menneskeligt spørgsmålstegn.
Fortvivl ej, hos Creative ZOO har vi udarbejdet en såkaldt ”bullshit"-ordbog, der giver den oversættelse og forklaring, som ofte er en nødvendighed for at kunne forstå, snakke med og navigere i bureauverdenen. Og med ”bullshit” mener vi egentlig blot fagsprog, som alle brancher og fagfællesskaber har. Her er et udpluk af dem, der ofte kræver en forklaring:
God læselyst.
"Bullshit"-ordbogen:
AIDA
AIDA er en kommunikationsmodel og står for Awareness, Interest, Desire og Action. Kort fortalt er det en forklaring af de fire stadier, som folk går igennem i løbet af en købsproces.
Ananas i egen juice
Udtryk der kan bruges, når en person eller virksomhed snakker om sig selv i meget positive vendinger.
Brandpromise
Det er et løfte om, hvad dit brand bidrager med. Og noget, der dagligt bestræbes på at leve op til. Det er Maggi-terningen (*Hovsa, et ”bullshit"-ord til at forklare et ”bullshit"-ord!!?) af din virksomhed i en eller flere korte catchy sætninger. *Se under ’M’ for forklaring.
CMS - Content Management System
Et system til håndtering af indhold på en hjemmeside. Her kan man lægge tekstdokumenter, billeder, videoer osv. ind og opstille det, så ens hjemmeside får det ønskede look. Et CMS-system bliver også kaldet Back-end.
CSR
CSR (Corporate Social Responsibility) dækker bl.a. over begreber som: samfundsansvar, bæredygtighed og socialt ansvar. En virksomheds CSR forklarer, hvordan virksomheden tager et socialt og bæredygtigt ansvar.
CTA - Call to Action
Helt kort betyder det, at man opfordrer til handling. Man ønsker, at kunden eller den potentielle kunde skal gøre noget - f.eks. klikke, tilmelde sig eller købe. Et eksempel på en CTA er:
"Klik her og tilmeld dig
nyhedsbrevet".
CVI - Corporate Visual Identity
Virksomhedens visuelle identitet. Altså det look som omverden ser og forbinder virksomheden med. I identiteten indgår bl.a. logo, font, farvepalette, billedside osv. IPOSOL og Idealhuse fik f.eks. ny CVI, se dem
her.
DNA
Et DNA er de eksisterende uskrevne og implicitte leveregler, opfattelser, værdier og normer. DNA’et leves ud i hverdagen, og er fast forankret blandt kulturen i virksomheden.
Font
Font er det engelske ord for skrifttype. Vi designer f.eks. font's som den
her
og den
her
på bureauet. En velvalgt og vellykket skrifttype er et stærkt værktøj til at skabe genkendelighed for brands.
Grundfortælling
Det er egentlig ikke et rigtigt ”bullshit-ord”, da ordet i sig selv giver god mening. Men det bruges forskelligt. Vi forklarer en grundfortælling med at det er pejlemærket for brandets kommunikation på tværs af kanaler og platforme.
Landingpage
En landingpage, er i ordets forstand en side som man kan lande på via en hjemmeside. Et opsamlingssted for trafik. Det kan enten være en kampagneside, som kun kan findes i en given kampagneperiode, f.eks. links i annoncer. Det kan også være en underside på en hjemmeside, som er temabaseret, primært til et enkelt tema.
Maggi-terningen
Maggi-terningen er en kort beskrivelse af en virksomheds essens.
Mood-board
En form for collage, hvor idéer samles om et projekt. Collagen kan f.eks. indeholde billeder, forskellige farvekombinationer, fotos der afgiver en stemning, tekster mv.
Pay off
En enkelt sætning, der forklarer din virksomhed og som står i forbindelse med navnet på din virksomhed. Et eksempel på et pay off er ’Lighthouse: A landmark to live in’. Et super kendt pay off er Nike’s ’Just do it’. Og med fare for at være for meget ananas i egen juice, er vores eget 'værd at elske.'
Retargeting
En slags annoncerings-sporhund. F.eks. når en person går ind på din hjemmeside, så opsnapper ”sporhunden” dette. Næste gang samme person surfer på nettet, sørger ”sporhunden” for, at din annonce bliver eksponeret for personen.
ROI - Return of Investment
Ganske logisk handler det om udbyttet af din investering. Det er udbyttet af din investering minus omkostningerne. Så helt konkret: "Hvad har du fået for pengene? Eller kan det betale sig?"
En brøkdel af leksikonet
Denne ordbog er langt fra udtømmende for bureauverdenens til tider smarte udtryk, som egentlig ofte er ret simple eller blot engelske ord/vendinger. Der er en generel tendens til at have et særligt sprog inden for fag og brancher, hvilket er helt naturligt. I Creative ZOO er vi meget opmærksomme på at beskrive vores arbejde og ydelser så præcist som muligt og så andre udenfor branchen kan forstå os, men det sker dog, at ”bullshit"-ord sniger sig ind hvor det ikke er hensigtsmæssigt. Hvis du hører et såkaldt ”bullshit"-ord – er det helt okay at bede om en forklaring.
Så lad vores bureau ”bullshit"-ordbog være en opfordring til at gå ud og tage bureauverdenen med storm!
… I mellemtiden brygger vi på flere ordbøger – for der er massere af ”bullshit” i verden.
Læs blandt andet "Bullshit-ordbogen" om den digitale verden