For sjette gang i bureauets historie har Creative ZOO vundet en Red Dot Design Award. Denne gang for samarbejdet med Gymnasieskolen, og det er noget lidt særligt, fordi prisen går til en serie af blade og ikke en enkeltstående indsats.
Bureau, Martin Rask Pedersen
Endnu engang kan vi hos Creative ZOO sætte en af de eftertragtede Red Dot Design Awards på hylden, hvor den kommer til at gøre fem ældre søskende selskab.
At det er sjette gang, vi vinder, gør bestemt ikke glæden mindre boblende. Og faktisk er denne pris lidt speciel.
For hvor vi tidligere er blevet hædret for "enkeltstående" (og enestående) produkter, som f.eks. en årsrapport for Danish Crown og et katalog for Aarhus Teater, går prisen denne gang til en serie af (stadigt enestående, synes vi) produkter, nemlig en række magasiner for Gymnasieskolen.
- Vi er særligt stolte af denne award, fordi den går til et blad, der kommer en gang om måneden – og ikke bare til ét nummer, men til en række af numre. Red Dot Awards gives oftest til enkeltstående produktioner, hvor der er god tid til massere af designmæssig kærlighed, men her er der løbende deadlines, fortæller managing partner Marie Bysted-Sandberg.
Bryder med konventioner
Samarbejdet mellem Gymnasieskolen og Creative ZOO begyndte i 2018, hvor magasinet blev redesignet og rebrandet med et helt nyt og karakteristisk udtryk – med fokus på læserne.
Hvert eneste nummer laves i et tæt samarbejde mellem Gymnasieskolen og os.
- Det har været en vanvittig spændende og lærerig proces at være med til at flytte og forme Gymnasieskolen i forhold til både indhold, design og strategi. De bryder med en verden af magasinproduktioner, der ofte er domineret af konventionel tænkning og traditioner, fortæller Marie Bysted-Sandberg.
Hun ser både anerkendelsen som et skulderklap og som en bekræftelse af, at tiden er moden til at udfordre de traditionelle former for medlemskommunikation:
- Hvis fagbladet skal fastholde sin berettigelse i en digital verden, skal det kunne mere end blot at være et blad, der kommer ind af brevsprækken. For at ramme læserne skal fagbladet turde overraske og måske provokere lidt. Alt for mange fag- og medlemsblade går i et med væggen, fordi de ligner hinanden.