Løsning og resultat
Et magasin, der afspejlede kvalitet, kunstfærdighed og Kampanilen
Som en del af en samlet branding af projektet – der desuden også omfattede en visuel identitet, grundfortælling og en hjemmeside –, udviklede Creative ZOO et magasin, der både i ord, udtryk og materiale skulle matche og afspejle Kampanilens DNA.
I alle facetter af magasinet gik vi ud over det sædvanlige. Designet blev legende og udfordrende, teksterne en blanding af poesi, fortælling og faktuel formidling – hvilket ikke mindst kom til udtryk ved at lade en digter slå tonen an. Og rent fysisk blev grænserne også udfordret både med hensyn til materiale, trykketeknik og bogbinding; magasinet blev samlet med kobberindbinding og fik en forside, hvor glinsende kobber dansende udfoldede sig på en matsort baggrund.
Vi skabte her et produkt, der ikke kun var informerende, men som også var et kunststykke i sig selv; noget taktilt, der kunne mærkes, når byggeriet endnu ikke var færdigt, og noget man kunne have til at ligge derhjemme og have lyst til at vise frem til andre. Med andre ord stod man med en lille smule af Kampanilen i hånden, når man stod med magasinet.