Prøv ikke
Okay, du behøver ikke introducere bandeord i jeres grundfortælling. Men du kan teste jeres budskaber af med ikke-testen.
For at afprøve om jeres budskaber er meningsfulde og har kant, kan du indsætte ordet ”ikke” i sætningerne og se, om det er muligt at mene det modsatte. Hvis ikke-sætningen bliver meningsløs, ligegyldig eller absurd – ja, så er budskabet ikke stærkt nok.
Lad os tage et eksempel. En virksomhed proklamerer i deres grundfortælling: ”Vi hjælper vores kunder” og ”Vores service er i topklasse”. Indsæt ”ikke”, og disse sætninger bliver til: ”Vi hjælper ikke vores kunder” og ”Vores service er ikke i topklasse” – hvilket ville være absurd at mene.
Eksempler på sætninger, som består testen, kunne være:
”Hos os er medarbejdertrivsel vigtigere end økonomisk vækst”
”Vores medarbejdere skal forlade kontoret kl. 16:30 – og lade computeren stå”
”I vores virksomhed skal chefen tømme skraldespanden lige så tit som praktikanten”
Disse er alle budskaber, man kan være enig eller uenig i. De udtrykker en holdning – og sætter noget på spil. En grundfortælling med kant giver dit brand en personlighed, man kan forelske sig i. En grundfortælling uden holdninger har ingen effekt.
Sæt noget på spil
Ikke-testen er selvfølgelig en forsimpling af kommunikationsarbejdet, og den holder ikke altid. Ikke desto mindre kan den bruges til at udfordre jer selv. Hvis I ikke har ét eneste budskab i jeres grundfortælling, som består ikke-testen, så er I nok ikke helt i mål endnu.
Vil I lykkes med at skabe en brandidentitet, der adskiller sig fra jeres konkurrenters? Så skal I sætte noget på spil og turde have en holdning. God fornøjelse med jeres grundfortælling. I tilfælde af skriveblokade står vi altid klar til at hjælpe jer videre.
Du kan læse meget mere om fortællinger i vores e-bog.